"Det gider jeg fandeme ik'!"

På et tidspunkt arbejdede jeg som tilkaldevikar i en SFO. Der var en pige, som var meget opmærksomhedskrævende, havde et forfærdeligt sprog, som ofte råbte i stedet for at snakke, og som ikke var vellidt blandt de andre børn. Hun forsøgte sommetider at lege med de andre børn, men enten ville de ikke lege med hende, eller også kunne hun ikke falde ind i deres leg og gad ikke lege ret længe. Hun syntes tit, at alt var åndssvagt og de andre nogle dumme idioter.
Hvis man sad og havde sat nogle kreative aktiviteter i gang, kom hun sommetider luskende og kiggede på, hvad der blev lavet. Nogle gange spurgte hun selv, om hun måtte være med, andre gange spurgte pædagogerne, om hun havde lyst til at deltage. Sommetider svarede hun, ”det gad hun fandeme ikke, det var noget værre lort” og gik videre, men ofte kom hun tilbage og kredsede rundt om de andre børn og forstyrrede dem. Hvis man så spurgte hende igen, satte hun sig tit ned og deltog i aktiviteterne stille og roligt. Når det lykkedes hende at færdiggøre noget, var hun stolt, og roste man hende, lyste hun op og blev glad. De andre børn havde nemmere ved at omgås hende, når hun sad stille og roligt, og de snakkede også lidt sammen.
Sidst på eftermiddagen når der ikke var så mange børn tilbage, kom hun tit og spurgte, om der var nogle, der ville spil et spil med hende. Der var tit et par børn, som gerne ville spille med hende, og en af pædagogerne deltog også. Man fornemmede, at hun virkelig nød kontakten med den voksne, især hvis hun endte med at være det sidste barn tilbage. Så ville hun gerne snakke, og man kunne lave lidt sjove drillerier med hende. Og så var hun glad, når hun blev hentet.